Skolegrunden er solgt til AP Pension
Dato: 15. juni 2023
Tårnby Kommune har på møde i Økonomiudvalget den 7. juni 2023 vedtaget at sælge skolegrunden til AP Pension. Dermed kan udviklingen af Tårnby Torv fortsætte.
Skolegrunden ligger på hjørnet af Sneserevej og Englandvej. Udviklingen af skolegrunden med almennyttige boliger og et Netto-supermarked er en del at hele udviklingsprojektet for et nyt Tårnby Torv. Det er planen, at den eksisterende Netto på torvet skal flytte over på skolegrunden inden anlægsarbejder igangsættes på torvet.
- Vi er glade for, at købet af skolegrunden nu er på plads. Det er helt afgørende for, at vi kan komme videre med Tårnby Torv-projektet, siger Morten Leen, bygherre AP Pension.
Byggeri på skolegrunden i 2024
Med købet af skolegrunden kan AP Pension nu begynde at planlægge byggeriet i detaljer. AP Pension regner med, at byggeriet på skolegrunden går i gang i løbet af 2024.